Skammeren skammer

494512
Et bidrag til Skammerkonkurrencen. Jeg tror jeg har valgt første udfordring.

AA
aa

1. Skammeren skammer

Mandens midnatsblå øjne fandt roligt Rachels kølige og faste blik. Måske er hun Skammer, men jeg har snøret én som hende før, og kan sikkert gøre det igen. Skammerstemmen, hun brugte, var ikke til at tage fejl af. ”Skammer du dig?” facaden faldt automatisk på plads. Det gjorde den altid - om det var en Skammer, han stod overfor eller en helt almindelig borger, der dukkede hovedet og skyndte sig væk, i en sådan hast, at man skulle tro, de havde set et spøgelse.

Med rolig stemme svarede han: ”Hvad skulle jeg skamme mig over? Jeg har intet gjort, jeg fortryder, og du vil intet finde...” Efter et øjeblik fortsatte han: ”I hvert fald intet du kan bruge!”

Rachel rejste sig. Svimmelheden overmandede hende. Det sortnede for øjnene, og hun vidste med sikkerhed, at hun skulle være blevet siddende. ”Måske ikke…” Hun lagde hånden på væggen med en bevægelse, der tydeligvis var alt for panisk. Hun prøvede på at virke selvsikker; men når man rystede over hele kroppen, og langsomt sank ned i knæ, kunne folk, som regel godt mærke, at man langt fra var sikker. Alligevel prøvede hun på at få sine ord til at virke stenhårde og rolige. ”Men, som du nok kan forstå, er jeg nød til at fortælle dem noget. For ellers…”Nervøsiteten strømmede langsomt igennem hende. Den tærede langsomt på hendes selvtillid, og alt hvad hun ellers havde af fornuft. De selvsikre tanker, blev erstattet af usikre, og de usikre blev til frygt. ”Hvad gør du ved mig?” nærmest skreg hun. ”Please, stop det. Jeg ber’ dig!”

Manden kiggede roligt på hende, mens Rachel langsomt gled ned langs væggen og mistede fatningen.

En skramlen lød, da han med en glidende bevægelse skubbede stolen tilbage og rejste sig op. Langsomt gik han over til den nu hulkende pige. Hendes snavsede hår faldt i blide bølger rundt om hendes alt for unge ansigt. Med en blid hånd, løftede han hendes hage, og fik hende til at kigge ind i hans midnatsblå øjne. Det forskrækkede gisp, der slap ud mellem hendes sammenbidte tænder, kunne knap nok høres. Billeder fra hendes fortid, fór gennem hovedet på hende. Rædsel. Frygt. Blod…

Et særligt sceneri blev ved med at hænge fast. Mandens sorte øjne borede sig ind i hendes, og holdt dem åbne. Nej! Jeg vil ikke! Neeeeej...

Vognen trillede langsomt afsted på den ujævne brostensbelægning. Asken fløj, som snefnug omkring i den kolde luft. Lugten af brændt træ nåede hendes næsebor, og hun inhalerede forsigtigt den forurenede luft. Det her har jeg gjort! Hvordan hun kom ud, vidste hun ikke. Men, noget måtte hun have gjort, for det næste hun huskede var, at hun lå på knæ.

Alt er væk! Hvad har jeg dog gjort? Hvis bare… Hvis bare…

Sceneriet fyldte hende. Omsvøb hende.  Hendes læber skiltes, og et skrig flængede fængselscellens luft i ti-tusinde stumper og stykker. Manden med det vejrbidte ansigt holdt Rachels ansigt fast mellem sine hænder. De skamfulde pigeøjne blev erstattet af frygt. ”Du... Du er… SKAMMER!”

 

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...