En ny verden

" Stoler du på mig ? " hvisker han bag mig.
Jeg kan mærke hans varme åndedrag på min nøgne hals. En brændende ild løber igennem mig fra det sted hans læber strejfede huden på min hals. Mit åndedrag bliver hurtigtere og danner hvide tåger i den isnende kolde natte luft.

" Jeg stoler på dig " får jeg sagt med så lille en stemme at den næsten ikke kan høres. Selvom den kolde natteluft giver mig kuldegysninger, så er jeg sikker på, at at grunden til at mine hænder og ben ryster intet har med vinden at gøre.

Hans læber strejfer min hals igen, og hans arme lukker sig omkring min krop. Alting inden i mig skriger efter ham og pludselig er alting ubetydeligt. Mine øjne lukkes og hans navn glider over mine læber.

3Likes
0Comments
516Views
AA

4. den nye verden

Osmarhir træder ind i vores nye "hjem" og slår armene ud for at vise, at alt dette, nu er vores. Dets enorme størrelse kommer så meget bag på mig at jeg standser midt i et skridt. Det store forkammer er enormt. Så stort at hele mit hus i Norsealear uden problemer ville kunne passe mindst to gange under taget. Hele forkammeret er oplyst af enorme vinduer der udgør næsten hele den bagerste væg i alle husets tre etager. Jeg har aldrig set noget ligende. Derhjemme er det kun i kongsgården at vinduer har gennemsigtigt glas. Men størrelsen på disse er enorme. På kongsgården er glasvinduerne kun akkurat store nok til at barn ville kunne stå oprejst i højden. Her derimod, kan to granvoksne mænd snildt stå ovenpå hinanden og stadig værre mindre end disse vinduer. Alle vægge er beklædt med hvidt linned, der hænger og svajer i en let brise. Overalt er der hængt og opsat blomster som lyser i alle farver. Nogen af blomsterne er på størrelse med mit hoved, mens andre ligeså små som en knap. Osmarhir lader os kun stå og beundre dette majestætiske rum i kort tid, inden han vinker os videre op af trappen. På hver sin side af trappen ligger to identiske sovesale der huser seks eller syv senge hver. Salene er ligeså smukt dekoreret med blomster som forkammeret. Men det, der får mig til at tabe kæben, er et enormt maleri, der er malet på hele den bagerste væg. Malerierne viser mit hjemland i de forskellige årstider. Det viser hvordan sne dækker fjeldene, mens rener løber over de sneklædte landskab. På himlen leger nordlyset med bjergets top. Man kan næsten dufte den friske vinterluft, mærke den bidende kulde på kinderne og se farverne der spiller i nordlyset. Vender man blikket bort fra vinterlandskabet ser man de frodige grønne enge med små nye blomster der er sprunget frem. Sneen har endnu ikke forladt bjergets top og utallige dyr med deres kid står fredeligt på engen og græsser. Landskabet vokser videre ind på loftet og man må knejse med nakken for at se solen der skinner ind over landet, der nu er et gyldnet hav af korn. De bølgende gyldne neg er kun afbrudt af små valmuer og forglemmejes. På engen løber en pige hvis gyldne hår og hvide kjole bølger i vinden. Man kan næsten mærke varmen fra solen og høre pigens latter. Efterårslandskabet viser hvordan træerne skifter farve til gyldne nuancer af rød og orange. Himlen huser de enorme flokke af fugle der flyver mod syd. Maleriet tager vejret fra mig og jeg registrer overhovedet ikke andet omkring mig. De andre piger er ligeledes tryllebundet. Flere af dem har rakt en hånd ud, som om de vil røre ved maleriet, for at se om det er ægte. Osmarhir står selvtilfreds med foldende hænder og betragter kvindernes åbenlyse betagelse. Efter lidt tid rømmer han sig og indikere at vi skal videre op af trappen. Jeg slider øjnene væk fra malerierne og går tøvende efter ham. Anden sal er ligeså stor som den første og huser på den ene side et enormt bibliotek med flere bøger end jeg nogensinde kunne have forstiller mig var skrevet. På den anden side af trappen er en smuk arbejds sal med adskillige væve, enorme stofruller og sygrej, tegneborde osv. Trappen der leder op til den sidste etage slår et sving, således at der kun er ét værelse foran os. Døren ind til dette rum er markant anderledes end de lette hvide lagner, som fungere som døre, på de nedenstående etager. Denne dør, er af tyk massiv træ. Idet Osmarhir åbner døren mærker jeg hvordan min kæbe falder til jorden. Dette rum har intet tag. Ihvertfald ikke et solidt tag. I stedet er himlen fuldstændig blotlagt over os. Kun et tyndt skelet over os indikere at der rent faktisk er en struktur over os. Glas. Rundt omkring står instumenter, måleapparater og andre ting, jeg ikke i min vildeste fantasi, kan forestille mig hvad skal bruges til. Midt i rummet står en enorm kikkert der retter sig direkte mod himlen og en skør tanke strejfer mig. Måske kan man se stjernerne, månen og forbi nordlyset til den anden verden, igennem den. Jeg slår hurtig tanken hen for det er jo umuligt. En anden interessant ting i dette rum, er gulvet. Gulvet er lavet af sort sten, men rundt omkring er formationer af hvide stjerner og cirkler aftegnet. Endnu en skør tanke fare igennem hovedet. Måske har de forsøgt at spejle stjernerne i himlen. Denne  tanke bliver dog bekræftet da Osmarhir rømmer sig, peger på himlen og derefter gulvet. Jeg siger til de andre kvinder, med en stemme jeg ikke selv kan genkende: "De har afbildet himlen på dette gulv. Jeg tror at de studere stjernerne, himlen og guderne heroppe". De andre kigger med store øjne på mig og flere af dem mumler til hinanden. Osmarhir henvender sig igen til os og viser at vi skal følge ham, ned af trappen, til sovesalene. Da vi igen står nede i salene, gentager han sig selv: "dette er jeres Hjem. Hjem", og ligger hånden på hjertet. Vores nysgerrighed har denne gang taget over os og vi fare ind i salen, for at undersøge vores nye "hjem". Jeg er mest betaget af maleriet. Da jeg igen kigger hen hvor Osmarhir stod, er han væk. Han har efterladt os så vi kan undersøge disse nye smukke sale. Sengene er placeret ude langs væggene og er adskilt af hvide lagner der kan trækkes for, for at give privat liv. Inden længe har alle valgt en seng og er gået i gang med at udforske kisten for fodenden af sengen. I kisten ligger utroligt smukke klæder af alskens farve. Materialet er så let at det næsten er vægtløst og jeg forstiller mig hvor rart det må være i denne varme. Der ligger også smykker, kamme og perler. Der er tillige et spejl. Først idet jeg får øje på mit spejlbillede, falmer det smil, der har forplantet sig på mine læber. Mine blå øjne vækker min hjerne og absurditeten af dette enorme hus vælder ind over mig. Hvorfor skulle dette være vores "hjem?". Hvorfor skal vi overhovedet have sovesale, smukke klæder og smykker? Hvorfor bliver vi overhovedet holdt i live i dette overdådige paradis? Vores liv vakler på en tynd knivsæg, som en dag tippes, når vi skal ofres. Det giver absolut ingen mening at vi skal være her. Pludselig går det op for mig, at der heller ingen vagter er. Jeg løber uset ud af sove salen ned af trappen og står stakåndet i det store forrum. Med hjertet bankende i brystet, forsøger jeg at beslutte mig for, hvilken vej jeg skal flygte. Jeg vender mig om og ser igennem vindues væggen hvordan en enorm have strækker sig ud mod bjergene. Mit hjerte begynder at pumpe idet jeg kan se min frihed ligger lige foran mig. 

En dør står åben ud mod haven og mine ben begynder at løbe. Jeg løber stærkt. Mine bare føder registrere slet ikke hvor blødt græsset er under mine fødder. Ej heller mærker jeg hvordan den varme luft, trænger ubesværet ned i mine lunger. Jeg løber alt hvad jeg kan, igennem bede med blomster, under trækroner der bugner af frugt og videre over en enorm græsplane. Jeg registrere svagt hvide skikkelser der slentre rundt i haven. Men mine øjne er fast rettet mod bjergene i det fjerne. Mine ben sænker farten, inden min hjerne registrere, at en enorm høj mur tårner sig op foran mig. Fra huset var denne mur slet ikke synlig pga. alle frugtplantagerne. Men nu kan jeg se at den høje borgmur ikke er til at flygte henover. Oppe på muren står flere vagter. Men ingen af dem kigger på mig, de har alle deres rygge vendt mod mig og spejder ud på den anden side af muren. Jeg stopper op. Mit hjerte hamre i min brystkasse og jeg kan mærke at svedperler løber ned over mit ansigt. Bag mig høre jeg en hest nærme sig og jeg lukker øjnene. Det er slut. En vagt har opdaget mit flugt forsøg. Jeg forbereder mig mentalt på den smerte der nu vil følge. "Det er da noget af en fart du fik sat. Jeg tror flere af præsterne tabte både øjne og forstand da du farede forbi dem" råber en velkendt stemme efter mig. Jeg snurre rundt på stedet og ser hvordan Nathaniel kommer ridende imod mig. Han bær stadig den grønne silke kåbe fra skibet, men har ikke længere hverken sværd eller smykker på. Hans ansigt er flækket i et enormt grin og hans hår blæser i vinden. Jeg stønner lidt og forsøger at få vejret igen efter mit mislykkede flugtforsøg. "Altså jeg kan godt forstå du gerne vil strække benene efter ti dage til søs. Men personligt havde jeg nok foretrukket at tage en ridetur" griner Nathaniel ned til mig mens han stopper sin sorte ganger. Da jeg ikke svare, svinger han sig ubesværet ned fra sadlet, så han nu står lige foran mig. Hans smil falmer en anelse og han søger bekymret mine øjne "Er du okay?" spørg han lav meldt. Er han seriøs? Vreden bobler ukontrolleret op i mig og alle de seneste dages bekymringer, frustrationer og følelser bobler over. "Om jeg er okay! Hvorfor bekymre du dig overhovedet om mig. Du og din mænd har plyndret mit land, dræbt min og de andre kvinders familie og kidnappet os med til dette helvede. I stedet for bare at slå os ihjel med det samme så giver i os nyt tøj og smykker. Hvorfor slår i os ikke bare ihjel. De andre kvinder er skræmt fra vid og sans og tror jeg kan rede dem. Men jeg kan ikke engang finde ud af at flygte !" råber jeg. Flere fugle har taget flugten fra nærtstående træer og vagterne på muren, har vendt sig ved støjen, for at se hvad der sker. Nathaniels smil er nu helt væk. Han ser faktisk helt skræmt ud. "Hvad ?" fremstammer han. "Spil nu ikke dum! Du og din barbariske religion vil slå os alle ihjel" næsten skriger jeg ind i hovedet på ham. Jeg har lyst til at sige hvordan jeg føler, at jeg i to uger ikke har følt andet end skræk, panik og angst. Jeg har lyst til at fortælle hvordan mit hjem stod i flammer og min mor lå blødende på gårdspladsen, imens hans soldater trak mig bort fra min verden. Jeg har lyst til at påføre ham den smerte og ydmygelse som hans mænd havde påført mig. Men en brændende klump i halsen forhindre mere lyd i at slippe ud. Mit syn bliver sløret idet tåre presser sig på og frit begynder at flyde ned af mine kinder. Jeg er både rasende på mig selv, for ikke at kunne kontrollere mine tårer og rasende på Nathaniel, fordi han kan bryde igennem den mur jeg har bygget omkring mig selv. En hulken ryster ind over mig og jeg mærker mine ben give efter så jeg falder. Stærke arme griber mig og bær mig som et barn over i skyggen af et træ. Jeg har lyst til at skubbe mig væk men har hverken energi til at skubbe mig bort eller skrige. Det eneste jeg kan, er et græde. 

Efter noget tid, ophøre min ukontrollerede hulken og jeg begynder igen at kunne bestemme over min vejtrækning. Jeg mærker hvordan jeg nu sidder med ryggen op af en stamme, med blødt græs under fødder og hænder. Jeg kan høre en hest græsse i nærheden og forsøger at tørre øjnene med bagsiden af hånden, så jeg igen kan se. Nathaniel's sorte hest går frit ved min side og græsser. Jeg kan mærke dens varme ånde på mit ben når den pruster. Jeg betragter den et kort øjeblik, inden jeg igen vender øjnene mod jorden. Jeg kan ikke få mig selv til at se op på Nathaniel. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham. Jeg forstår ingenting. "Inaris ?" hvisker Nathaniel ved min side. Jeg har sådan lyst til at se på ham, men kan ikke få mig selv til at se op. "Inaris, det er okay - du er i sikkerhed. Ingen vil nogensinde ligge en finger på dig igen" hvisker Nathaniel og tvinger mit ansigt op med en blid finger under hagen. Jeg mødet hans øjne og hans blik er så oprigtigt at jeg for et sekund tror på ham. "Jamen..... " fremstammer jeg, med en hæs, grødet stemme. Med smerte og empati malet i ansigtet, hvisker Nathaniel "Jeg vidste intet om hvad der er sket med din eller de andres familie. Og jeg ved, at min undskyldning, aldrig vil være nok. Men stol på mig. Jeg lover, at ingen, nogensinde vil røre dig. Når du er klar, skal jeg nok forklare dig alting. Du er i sikkerhed hos mig". Jeg tager et par dybe indåndinger og imod alt logik, tror jeg på ham. Jeg nikker bare og forsøger at smile. "Lad mig vise dig haven" siger Nathaniel mens han hjælper mig på benene. Mine ben ryster og jeg har ingen kræfter tilbage. "Tillader du" spørg Nathaniel og indikere at han vil hjælpe mig i sadlen. Da jeg ikke protestere eller viser modvilje løfter han mig ubesværet op i sadlen. Nathaniel tager tøjlerne og begynder at trække mig tilbage mod paladset og den store vinduesfløj, der nu er mit hjem. Hestens varme og rolige vejtrækning får mine muskler til at slappe af og mine tanker bliver klarere. Vi bevæger os i stilhed tilbage igennem frugtplantagerne og blomsterbede. Det rolige tempo giver mig tid til at nyde synet af de utallige farver og de mange dufte haven byder på. Da vi rider under en lavthængende gren, snupper jeg en lille rund frugt med et, rød-gulligt skær. Kødet indeni er helt gult og er så saftigt at mine fingre hurtig bliver fedtede. "Kan du se det lille hus der ligger derovre?" spørg Nathaniel og peger til venstre for paladset. "Ja" svare jeg. Ved lyden af min stemme, ser Nathaniel op og giver mig et lille opmuntrende smil. En kombination af at være til hest, frugt og Nathaniels oprigtige bekymring har givet mig min styrke tilbage. Det lille hus står i skyggen af det enorme palads og er derfor nem at overse. Det lille hus står tæt på et træ hvorpå hvide blomster hænger. Enkelte blomster er faldet af og landet i et lille vandløb der løber tæt omkring huset. Huset har ingen vinduer og kun en enkelt massiv dør. Da vi når huset, hjælper Nathaniel mig nænsomt af hesten og jeg mærker igen den sitrende, brændende fornemmelse under min hud, hvor hans stærke hænder har været. Nathaniel begynder at fortælle; "Jeg vil forsøge at forklare dig alting du har brug for at vide lige nu. Skulle jeg forklare dig alting ville det tage flere dage.Dette hus blev bygget for flere hundrede år siden, af den første konge af de samlede landende i syd. Indenfor vil du se vores historie fra den første krig, til freden der har varet i to århundrede og fyrre år nu. Det er en historie der vil forklare hvorfor du er her, og hvorfor ingen nogensinde, vil gøre dig ondt igen". Nathaniel slår døren op og vi træder ind i et kulsort rum. Da døren igen lukker bag os, er den eneste kilde til lys - fakler der hænger med mellemrum på væggene. Husets er ved første øjekast tomt, men i takt med mine øjne vender sig til mørket vokser et enormt maleri på væggene frem. Væggene er dækket fra gulv til loft af et maleri der strækker sig rundt på alle fire vægge. Nathaniel peger på væggen lige til vores højre og begynder sin fortælling: "Her starter vores historie. I tidernes morgen, da landet i Syd endnu ikke var et land, men blot en samling af tretten små riger, styret af krigsledere, småkonger og høvdinge - herskede der konstant krige, rivalisering og forrædderi. Landet mod Øst, Anatoli, udnyttede stridighederne og plyndrede landsbyer, voldtog kvinder og dræbte både børn og kvinder på deres vej. Ingen af de små riger kunne hamle op med denne mægtige fjende, Anatoli. Èn dag sendte høvdingen af flodlandede bud om at samtlige ledere, småkonger og høvdinger skulle mødes. Her besluttede man at samle alle rigerne i syd under én kejser. Sammen formåede de at besejre landet i øst og bringe fred til landet. I tiden med fred trives folket, det voksede sig stærkt,  og både landbrug, viden og kultur blomstrede. Freden holdt dog ikke længe. Inden længe begyndte rivalisering igen. Ønsket om magt og rigdom forblændede utallige. De fyrster, småkonger og høvdinge som ikke var blevet valgt til kejser, ønskede at indtage denne ultimative magtplads. De gamle præster hjalp ikke på det. Den gamle religion var bygget omkring tre guder, Polémos -krigsguden, Dynamis - gud for styrke og landbrug, og Emporikés - gud for handel. Ingen af disse guder kunne enes og bekrigede ofte hinanden i himlen for at være den ultimative hersker. Inden længe gjorde menneskerne i det nydannede kejserige det samme. Delt under hver deres gud, bekrigede de hinanden for at hjælpe guderne med at sejre i himlen. Krig hærgede landet endnu engang.

En af kejserens sønner, Prins Eiríni, troede dog ikke på disse guder, og søgte desperat i oldgamle bøger efter en måde at slutte denne krig på. Svaret fandt han, gemt bagerst på biblioteket, i en for længst glemt papyrus. Denne papyrus fortalte om en profeti. Fred ville komme, når tretten engle fra nord, ville lyse vejen ud af mørket. I papyrusen stod det skrevet at, tretten kvinder med hår og hud lyst som sne, skulle føres i lænker til landet. Her ville de rejse sig fra trældom, vokse vinger og frelse landet fra krig og hungersnød. Disse engle ville overvinde selv de gamle krigeriske guder og være støttepillerne i en ny fredelig tidsalder. Prins Eiríni satte afsted med Nord i håb om at finde disse kvinder. Og han fandt dem. Med modvilje i sit hjerte - bortførte han dem fra deres hjem, lagde dem i lænker og fragtede dem til landet i Syd. Kvinderne så den smerte folkene i syd levede med. Den evige trussel om død, kaos, sygdom og sult og væmmedes ved de magtliderlige generaler, der bekrigede hinanden for magt. Som profetien foreskrev, rejste kvinderne sig fra deres lænker. Deres styrke og godhed fik folket til at stå sammen, og de grådige og krigeriske tronragere blev kastet i grusset. Freden herskede igen. Og i fredens hjerte stod der tretten kvinder, der alle viede sit liv til at opbygge dette land fra bunden. Hver og én blev grundstøtte for en del af denne fantastiske nations værdier; uddannelse, filosofi, arkitektur, musik, kunst, osv. Dog nægtede disse kvinder at påtage sig rollen som kejser, da de ikke ønskede at beskæftige sig med den magt, som havde korruptere mænd i århundrede. Så prins Eiríni blev den første konge under den nye fred og styre. Kronen er blevet givet videre i generationer til hans efterkommere og alle har de opretholdt hans vision for fred og fremgang. Mit fulde navn er Nathaniel gios toi Eiríni XI. Jeg er den elvte kronprins af landet i syd og jeg har alle intentioner om, at freden skal herske så længe jeg regere. Grunden til du er her, skyldes de originale tretten kvinders sidste ønske. Deres sidste ønske var, at landet de havde viet sit liv til, aldrig skulle falde i hænderne på magtsyge mænd. Derfor skulle der hver fyrre-tyvende år hentes tretten nye kvinder - der kunne vejlede og guide fremtidige konger" afsluttede Nathaniel. 

Under Nathaniels fortælling har vi bevæget os rundt i rummet. Maleriet er primitivt detaljeret men alligevel kan jeg næsten se figuren bevæger sig i takt med Nathaniels historie udspiller sig. Vi er standset foran den sidste del af maleriet, der viser en enorm tronsal. Tretten hvide tronstole står tomme i en halvcirkel omkring en enkelt trone hvorpå, en enkelt kongekrone ligger. Hver af de tretten hvide tronstole har sit eget design og på sædet ligger forskellige genstande. Denne del af maleriet er anderledes, detaljeret og springer mere i øjnene end resten af maleriet. Jeg træder nærmere, så jeg rigtig kan betragte detaljerne på disse smukke tronstole. Alle tronstolene har forskellige motiver skåret ind i ryglænet. Genstandene der ligger på stolene variere fra, en bue af pure guld, en harpe, et gevir, et par vinger, en fjer pen, et septor osv. Tronen i midten er markant anderledes og er lavet af et mørkt metal. Ryglænet viser drabelige krigsscener, død og smerte. Nathaniels historie kredser i mit hoved og tusind spørgsmål presser sig på. Jeg vender mig imod ham. Han står og betragter mig med et bekymret udtryk. Hans øjenbryn er trukket sammen mellem øjnene og hans læber er trukket sammen i en tynd streg. Jeg prøvet at beslutte hvilket spørgsmål jeg skal stille først. 

"Så...... Jeg skal ikke dø?" for jeg spurgt, let tøvende. Nathaniel smiler nu. "Nej, ikke før end alder tager dit sjæl med til landet bag Nordlyset" svare Nathaniel. Min forbavselse over at han overhoved kender til udtrykket landet bag nordlyset, får mig til at glemme de tusind spørgsmål der brænder på tungen. Istedet spørg jeg " Hvordan kender du til... Hvem har fortalt dig om Nordlyset?", med så meget overraskelse i stemmen, at Nathaniel ikke kan lade være med at smile. "Min mor døde da jeg blev født. Så jeg er nærmest opfostret af de tretten. De har formet mig til den mand jeg er idag. Jeg håber, at de vil se ned med stolthed når jeg en dag overtager kronen" forklare han. Uden at tænke over det, tager jeg hans hånd. "Jeg er ked af det med din mor" siger jeg med lav stemme. Nathaniel trækker let på smilebåndet og giver min hånd et klem. Jeg slipper hurtigt hans hånd da ilden igen begynder at brede sig i min mave og bryst. Får at skjule at mine kinder er blusset op lader jeg blikket igen rette mod maleriet. Så mange informationer. "Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte" siger jeg. "Forståeligt nok. Hvis jeg fik en hel nations historie samt min egen påtvungne fremtid fortalt. Ville det nok lige tage mig et minut eller to at genvinde overblikket" joker Nathaniel. Jeg bider fast i ordet påtvungen. "Påtvungen? Vil det sige vi intet har at skulle have sagt" vrisse jeg lidt tilbage. Nathaniels smil blegner en anelse. Han har tydeligvis fanget, at jeg ikke syntes han er sjov. "Altså joooo.... Selfølgelig har i et valg. Men er der overhovedet et valg? hvorfor skulle i vælge ikke at blive her?" svare han i et forsøg på at genvinde kontrollen. Den varme ild der havde spredt sig fra hans berøring er nu væk. Istedet er den erstattet af den velkendte iskolde vrede jeg er blevet så bekendt med de sidste fjorten dage. Nathaniels smil er nu helt væk og en kølig brise er sneget sig ind imellem os. "Tak for historietimen. Hvis du vil ha mig undskyldt, så vil jeg gerne tilbage til de andre og påbegynde mit nye valgfrie liv" siger jeg hårdt. Jeg vender mig for at gå. Der er så mange blandede følelser og tanker inde i mit hoved at det føles som om jeg er ved at eksplodere. Nathaniels sårede udtryk da jeg gik, hjælper heller ikke. Hvorfor skal det hele være så kompliceret. Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad med ham. Det er hans skyld det hele alligevel jo. Da jeg kommer tilbage til sovesalen ser alle de andre kvinder på mig. De har alle skiftet tøj til de farverige lette silkekjoler og har pyntet sig med smykker og perler. De ser alle på mig med nysgerrighed og lettelse over jeg er tilbage. En af pigerne, en lidt buttet pige, med lange fletninger hvori hun har broderet røde silke bånd, åbner munden som om hun skal til at sige noget. "Ik nu. Jeg skal nok fortælle jer hvad der forgår. Men ikke lige nu" afbryder jeg. En anden træder frem. Høj, ranglet og med så mange fregner at hun ser solkysset ud. "Glem det ! det blir ikke nu" bider jeg af hende. Hendes øjne falder straks til jorden. Ingen af de andre, tør åbne munden da jeg passere dem og baner mig vej til min seng. Aldrig har jeg været lykkeligere for at kunne trække gardinerne for og bare være mig selv. 

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...