More than Online

30934
Selvom alle de gange hendes mor har sagt at hun ikke skal skrive med fremmede så kunne hun ikke lade vær. Men til hendes held fandt hun en at skrive med som forstår hvordan hun har det og som kan hjælpe hende.
Men kan det bånd holde hvis hendes mor opdager det?

AA
aa

2. Skilsmissen

Hver dag i skolen ventede jeg på at jeg kunne komme hjem og snakke med ham. Det hele var bare perfekt. 

Men som det altid sker når det går godt skete der noget. En dag jeg kom hjem ville mine forældre snakke med Casper og mig i stuen. Jeg fik en dårlig fornemmelse i maven.

"Mia og Casper. Din far og jeg..." Hun holdt en lille pause. "Vi skal skilles." Sagde hun mens en tåre trillede ned af hendes kind. Jeg kunne ikke få ord ud. Casper prøvede på ikke at græde. Jeg havde bare lyst til at løbe op på mit værelse og græde. Casper kiggede ikke engang på mig. Vi havde ikke snakket sammen i noget tid. Mor satte sig over til mig og lagde en arm rundt om mig. Jeg kunne ikke lade vær med at græde. Lige da det hele gik så godt. Hvorfor nu? Hvorfor mig?

Casper holdt det tilbage men jeg kender ham. Jeg gik ligesåstille over til ham og han gav mig det største kram. Det var det jeg havde brug for. "Det skal nok gå Mia." Hviskede han i mit øre. Jeg kunne høre ham snøfte og vi stod og krammede i lidt tid.

Efter det gik jeg ind på mit værelse og kunne se jeg havde fået beskeder fra Nicklas. Vi havde aftalt at vi skulle snakke lige da jeg kom hjem men jeg kom hjem for tre timer siden så han var bange for at der var sket noget. 

Så jeg ringede til ham. "Hej." Sagde jeg trist. "Er du okay? Jeg var bekymret." Det var godt at høre hans stemme igen. "Nej jeg er ikke okay. Mine forældre skal skilles." Jeg kunne ikke holde det tilbage mere. Tårerne flød ned af kinderne. "Det er jeg ked af at høre. Vil du snakke om det?" Sagde han med en rolig stemme. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Om vi skal flytte eller hvem jeg skal bo hos, eller noget som helst. Jeg vil bare væk." Sagde jeg mens tårende trillede.

"Jeg kender følsen. Vi har ikke rigtig snakket om familie men mine forældre er skilt." Jeg holdt med pause. Hvordan har vi ikke snakket om det? "Det er da trist." Jeg holdte en pause mens jeg snøftede og så sagde jeg: "Hvor lang tid siden er det?" "2 år siden. Jeg har ikke rigtig snakket med nogle om det udover familie indtil nu." Jeg græd ikke mere. Jeg var lidt glad for at han turde snakke me mig om det selvom jeg ikke var familie. Det løftede mit humør.

"Det er jo ikke så lang tid før vi begyndte at spille sammen." "Nej. Hvis jeg skal være ærlig så var du den første fremmede jeg har snakket med. Jeg valgte at snakke med dig for at glemme det hele, og det hjalp. Du hjalp." Jeg kunne høre et lille grin fra ham. Jeg rødmede, men sagde så: "Du er også den første fremmede jeg har snakket med. Det var bare en lidt anden grund." Han holdte en pause. "Vil du snakke om det?"Jeg tog en indånding jeg så fortalte jeg ham det hele.

Resten af aftenen snakkede vi bare om alt indtil jeg faldt i søvn.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...